Miraklet i Aalborg

21 Apr 2017

Det var en af de her varme og solrige forårsdage i starten af juni.
Stedet var Ålborg, og aktørerne var syv drenge fra Nørre Uttrup skole.
Missionen var klar. Der skulle gennemføres et ’4-18-4 triatlon’ med hjælp fra tre
lærere. Drengene var håndplukkede. De var nogle af dem, der godt kunne bruge at få
nogle positive skoleoplevelser.

Så jeg havde kammeraet klar og pennen spidset, da jeg mødte de syv drenge
med spændte ansigter, nedadvendte blikke og fugtige hænder ved
svømmehallen lige ved siden af Aalborg Stadion.

Hvad havde jeg forventet?
…Nok nogle store bavianer, der ville være lidt vilde, højtråbende og svære at styre…

Hvad mødte mig?

Syv utrolig søde drenge fra både 7. , 8. og 9. klasse. Lidt generte og endnu mere
betuttede. Det var lidt af et overgreb, at jeg absolut skulle hen og give hånd og spørge om
deres navn.

Men de blødte allerede op, da vi kom over til skiftezonen på parkeringspladsen,
og de skulle i gang med at sætte numre på cykel og hjelm, hoppe i svømmetøj,
proppe hovedet i en meget lidt klædelig badehætte og ellers høre på ’overlærer’
Michaels gode råd. Det var Michael, der havde startet Åben Skole projektet, og for andet år i træk
brugt triatlonstævnet med 400 meter svømmehals-svømning, 18 kilometer cykling
og 4 km løb til at give drengene gode oplevelser med både dem selv, hinanden
og målrettet fysisk træning en gang om ugen i et halvt år op til denne store lørdag.

Jeg har set utrolig meget sport af alle mulige slags gennem mit sportsliv – både OL,
Paralympics, verdensmesterskaber, landsstævner, ungdomsturneringer,
2 seriefodboldkampe osv. Men faktisk fik jeg min allerbedste oplevelse her på det
asfalterede område i skyggen af Aalborg Stadions kedelige beton!
Jeg så to seje gutter komme først i mål i en flot tid.
Jeg så de fem næste drenge komme svedende og prustende i mål mange
minutter efter. Og jeg så alle juble med en stærk, inderlig stolthed.

Men størst af alt var det, da en stædig Mohammed kom forbi målområdet, da alle
andre var kommet i mål. Han manglede stadig to omgange!
De frivillige ledere var ved at pakke det hele sammen. Og her kom Mohammed,
slæbende sig af sted med en tålmodig og opmuntrende lærer som støtte.
Det bedste var, at der var ingen der sagde noget. Det skete bare. Fuldstændig
simultant. Alle de andre drenge smed, hvad de havde i hænderne. Selv om de var trætte
og svedige og allerede havde deres medalje om halsen.
De stak bare af sted. Som bedste venner i den mest heroiske film.

Da ryggene af de hvide holdtrøjer forsvandt ud af mit synsfelt i samlet flok, var der
lidt dugget i mine øjne. Mohammed kom i mål!
Selv om han ikke kunne svømme og havde fået en substitut ind her …
På trods af at han faktisk næsten heller ikke kunne cykle og havde svært ved at
holde balancen på cyklen. Småvæltede et par gange …
Og specielt fordi hans nye venner fra skoleprojektet nærmest bar ham rundt på
løbebanen. Da jeg skulle sige farvel, tænkte jeg, at jeg bare ville smutte og ikke genere
drengene med det der give-hånd-og-se-i-øjnene-noget. Men tro nej. De kom selv
hen til mig. Nu med ranke rykke og et direkte blik. Og det er ikke bare noget, jeg skriver.
Det var nogle helt andre drenge – helt vildt!

De sagde ”farvel og tak for i dag”, og ”det havde været hyggeligt, at jeg var
kommet og havde fulgt dem”.
Jeg var helt høj, da jeg satte mig ind i bilen igen. Der er godt nok mange
skoleledere og lærere ved andre Åben Skole-projekter, der allerede har fortalt
mig, at projekterne ude i sportslivet er godt for en masse, der sker noget med
eleverne, når de kommer ud i nye sammenhænge. Når de får nye roller, møder
nye udfordringer og skal noget helt andet – sammen – end i den daglige
skolegang!

Men den her smukke lørdag i juni fik jeg så det helt skønne bevis.
Fantastisk.

Tak Ålborg!


Det legendariske ’før og efter’ set up
– men drengene i de hvide trøjer er vokset lidt indeni mellem de to fotos.

Daniel var top klar til udfordringerne og i et strålende humør fra morgenstunden.
Svømning var hans bedste disciplin, og han var første dreng oppe af vandet.

Løbeturen trak lidt søm ud, så det var fantastisk at komme i mål. Jeg var lidt i tvivl
om hvem der var gladest og stoltest. Mor eller dreng???

Da vi stod og ventede på første disciplin inde isvømmehallen, spurgte jeg Haitham, hvilken stilart han svømmede.
Han kiggede mærkeligt på mig.

”Ja, altså,” uddybede jeg: ”Svømmer du crawl eller brystsvømning eller…?”
Det kunne han ikke svare på.
Da jeg så ham i vandet forstod jeg bedre. Der var arme og ben og alt muligt andet –
men fremad kom han.

Sidste mand i svømmehallen men klar til cyklen…

Dagens mand i skysovs – Dagens bedste kæmper – Dagens sidste mand i mål…
Det er læreren og vennerne bagved, der har ’afleveret’ Mohammed.
Mohammed did it !!!
♬♬♪♪♩♩♪ With a little help of my friends ♬♬♪♪♩♩♪

Og så skulle der spises pizza og festes!

KMD
Arena
Continental